
Bag scenen
Bag scenen er en podcast-serie med personlige historier, fortalt af mennesker, der har levet og arbejdet rundt om i teatrets krogede verden, og oftest ude i kulisserne. Stemningsfulde historier, som ellers ikke ville blive fortalt eller som med tiden vil forsvinde og blive glemt. Historierne fortælles af scenografer, instruktører, sceneteknikere, lydfolk, teatermalere, sufflører, skuespillere, teaterdirektører o.a. Det er personlige brudstykker af deres – ofte kringlede og overraskende – veje til teatret, og om deres bidrag til den danske teaterkultur. Èn podcast, én person, mange historier. Vi udsender en ny podcast hver måned. Mød bl.a. Jytte Abildstrøm, Henrik Engelbrecht, Vivienne McKee, Kaspar Rostrup, Eva Deichmann, Per Kap Bech Jensen, Lene Vestergård, Karin Betz, Lisbet Dahl og mange flere.
Podcastserien produceres i samarbejde mellem Teatermuset i Hofteatret og komponist og musikformidler Hans Sydow. Afspil dem her fra siden eller der, hvor du normalt henter dine podcasts.
Bag scenen
Sargun Oshana
”Jeg var for dansk til at spille udenlandsk”, siger Sargun Oshana, ”og for udenlandsk til at spille dansk”. Sargun Oshana er i dag en prisvindende instruktør og allerede tidligere teaterchef for Blaagaards Teater. Sargun kom til Danmark som flygtning fra Irak som 7-årig. På både den ene og den anden måde var teatret en fremmed verden i hans opvækst. ”jeg tror ikke engang man vidste, hvad en skuespiller var”. Siden har livet og teatret været frugtbare kilder for hinanden i Sarguns virke. Hør ham fortælle om det, og om det at give lyd og liv til de uhørte stemmer. ”Hvert eneste menneske har værdi, har noget der er smukt, når det bliver fremkaldt”.