
Bag scenen
Bag scenen er en podcast-serie med personlige historier, fortalt af mennesker, der har levet og arbejdet rundt om i teatrets krogede verden, og oftest ude i kulisserne. Stemningsfulde historier, som ellers ikke ville blive fortalt eller som med tiden vil forsvinde og blive glemt. Historierne fortælles af scenografer, instruktører, sceneteknikere, lydfolk, teatermalere, sufflører, skuespillere, teaterdirektører o.a. Det er personlige brudstykker af deres – ofte kringlede og overraskende – veje til teatret, og om deres bidrag til den danske teaterkultur. Èn podcast, én person, mange historier. Vi udsender en ny podcast hver måned. Mød bl.a. Jytte Abildstrøm, Henrik Engelbrecht, Vivienne McKee, Kaspar Rostrup, Eva Deichmann, Per Kap Bech Jensen, Lene Vestergård, Karin Betz, Lisbet Dahl og mange flere.
Podcastserien produceres i samarbejde mellem Teatermuset i Hofteatret og komponist og musikformidler Hans Sydow. Afspil dem her fra siden eller der, hvor du normalt henter dine podcasts.
Bag scenen
Iben Nagel Rasmussen
”Jeg har altid syntes, at teatret var noget rigtigt støvet noget”, siger Iben Nagel Rasmussen. Men så løb hun ind i Eugenio Barba og Odin Teatret på Holbæk Kunsthøjskole. ”Og så var benene slået væk under mig i løbet af 50 sekunder”. Så siden 1967, hvor hun selv debuterede som skuespiller på Odin Teatret, har Iben har været aktiv – og det er hun stadig. Siden 1989 har hun ledet sit eget internationale teaterpædagogiske projekt, Vindenes bro. Optagelsen her fandt sted netop som hun var midt i de afsluttende prøver på den nye forestilling, I Coralli della Memoria (Erindringens koraller), som var på vej til Italien – og efter premieren dér, vil forestillingen blive spillet hos hendes gamle elever på Teatret OM i Ringkøbing. Vindenes bro refererer til et digt af Ibens far, Halfdan Rasmussen. Hør hende læse digtet op og fortælle om sit lange og helt unikke liv med teatret og teatret som kulturel sammenhængskraft.