
Bag scenen
Bag scenen er en podcast-serie med personlige historier, fortalt af mennesker, der har levet og arbejdet rundt om i teatrets krogede verden, og oftest ude i kulisserne. Stemningsfulde historier, som ellers ikke ville blive fortalt eller som med tiden vil forsvinde og blive glemt. Historierne fortælles af scenografer, instruktører, sceneteknikere, lydfolk, teatermalere, sufflører, skuespillere, teaterdirektører o.a. Det er personlige brudstykker af deres – ofte kringlede og overraskende – veje til teatret, og om deres bidrag til den danske teaterkultur. Èn podcast, én person, mange historier. Vi udsender en ny podcast hver måned. Mød bl.a. Jytte Abildstrøm, Henrik Engelbrecht, Vivienne McKee, Kaspar Rostrup, Eva Deichmann, Per Kap Bech Jensen, Lene Vestergård, Karin Betz, Lisbet Dahl og mange flere.
Podcastserien produceres i samarbejde mellem Teatermuset i Hofteatret og komponist og musikformidler Hans Sydow. Afspil dem her fra siden eller der, hvor du normalt henter dine podcasts.
Bag scenen
Ruth Grønborg
”Der var ikke en af dem, der havde ti fingre på det tidspunkt”, fortæller Ruth Grønborg om dengang hun mødte de mennesker og det miljø, der viste hende vej ind i teatrets verden. Ruth er teatermaler på Aarhus Teater. Hun er en af dem, der arbejder bag og med kulisserne, og som har kæmpebeundring for de andre i teatret, for skuespillerne og instruktørerne. ”Sikke en masse snak, der er en gang imellem, hold da op!”. Hør hende fortælle bramfrit om et langt liv som teatermaler og som engageret aktør i en branche, der er præget af en unik, praktisk og visuel materialebevidsthed, men som også på godt og ondt er under forandring for alvor pga. den teknologiske udvikling. Og så kan hun i øvrigt allerbedst lide hørespil, især svenske hørespil.