Bag scenen
Bag scenen er en podcast-serie med personlige historier, fortalt af mennesker, der har levet og arbejdet rundt om i teatrets krogede verden, og oftest ude i kulisserne. Stemningsfulde historier, som ellers ikke ville blive fortalt eller som med tiden vil forsvinde og blive glemt. Historierne fortælles af scenografer, instruktører, sceneteknikere, lydfolk, teatermalere, sufflører, skuespillere, teaterdirektører o.a. Det er personlige brudstykker af deres – ofte kringlede og overraskende – veje til teatret, og om deres bidrag til den danske teaterkultur. Èn podcast, én person, mange historier. Vi udsender en ny podcast hver måned. Mød bl.a. Jytte Abildstrøm, Henrik Engelbrecht, Vivienne McKee, Kaspar Rostrup, Eva Deichmann, Per Kap Bech Jensen, Lene Vestergård, Karin Betz, Lisbet Dahl og mange flere.
Podcastserien produceres i samarbejde mellem Teatermuset i Hofteatret og komponist og musikformidler Hans Sydow. Afspil dem her fra siden eller der, hvor du normalt henter dine podcasts.
Bag scenen
Gitta Malling
Teatret, samhørigheden og samskabelsen. Det oplevede Gitta Malling værdien af fra første færd som barn, når klassen fra Rødovre tog til Ishøj teater. Ikke så meget for forestillingerne, men for det samvær, der var med skuespillerne, mens madpakkerne blev spist bagefter. De værdier har hendes lange liv i teatret været båret af siden da. Gitta har været en kunstnerisk og organisatorisk drivkraft i dansk teater gennem årtier. Hun har været leder af Limfjordsteatret siden 2001 og bl.a. tidl. bestyrelsesleder hos Statens Kunstfond (2022-2024), foruden at hun resten af 2025 er leder af fondens projektstøtteudvalg for scenekunst. Teater er også socialpolitik, uddannelsespolitik og kulturpolitik. Kunst er også noget, der styrker virkelighedsevnen. ”Jeg tror aldrig jeg havde været så god en sygeplejerske” referer Gitta en af sine tidligere elever for, ”hvis ikke jeg havde haft drama, fordi jeg lærte at stå ved mig selv og være sammen med andre mennesker”.